søndag den 23. oktober 2011

Barbie all day long




Morgenen startede med at jeg tog ned til supermarkedet og købte en liter sødmælk. Det er det vi skal bruge for at komme i gang med dagen. Frida får det i hendes varme havregrød og vi spiser til det til vores havregryn. Vi har valgt at holde morgenmaden simpel, for at komme bare lidt hurtigt ud af døren. Jeg ville dog gerne peppe morgenmaden lidt op, men kunne ikke finde på noget kl 7 om morgenen udover en appelsin.

Tilbage på campingpladsen i køkkenhytten indser jeg straks min fejl. Pensionisterne er også oppe og de lister jo snildt deres pølser, bacon og æg op på BBQ'en som jo er standard inventar. En pensiodame fortalte på opfordring at de elskede barbie-beer, barbie-wine og alt muligt andet barbie. Vi gætter at barbie er kælenavn for BBQ.

Det må vi jo bare lære af!

Så kørte vi ud for at se på nogle sæler. Der var dog ingen sæler men til gengæld en masse måger. Dem var Frida meget interesseret i - måske fordi hun ligner en måge på den måde at man også bare skal være uopmærksom et øjeblik før hun har fingrene i noget forbudt..

Ved sælstedet så vi den længste boardwalk som vi endnu har set og det siger ikke så lidt eftersom de er vilde med boardwalks hernede. Boardwalks gør iøvigt også at man ikke så let træder i slangerne.

Dagens destination var Wilson Promontory, som er en nationalpark.

Vi ankom til indgangen kl 13, men måtte vende om da de ikke kunne bekræfte vores forespørgsel om supermarked. Vi måtte 10 km tilbage til nærmeste General Store.

1430 nåede vi målet og den nationalparkbetjente campingplads er flot beliggende, så vi er tilfredse med to nætter i telt - det nærmeste vi kommer Antarktis i de næste mange år!

Aftensmaden stod på ris og BBQ! Yes - endelig er vi forberedt. Jeg smækkede 400 grams bøffen på og vi fik en snak med de andre campister. De synes det var vildt at vi rejste med Frida. Jeg gav dem lidt snak og sagde vi sov i telt. En dame spurgte om Frida så sov i bilen..

En pensionist spurgte om vi kun skulle have den ene bøf at spise og inden jeg havde nået at modparere havde han smidt en pølse og tilbehør over på vores fad. Det var egentlig meget godt :-)

I kaoset med at få organiseret borddækning var jeg uopmærksom i 3 sekunder og så var skaden sket. En af de måger som i timevis hvde forsøgt at få en hapser vandt pølsen..

Ved opvasken så jeg pludselig et kæmpedyr. Det var en possum. Senere var vi på wombatjagt, hvor især Stine var meget opsøgende. Og vi så wombatten! Flere endda - tjek!

Nu er vi i posen i teltet. Der er varmt og der har været lidt torden og lidt regn. Meget hyggeligt.




Location:Wilsons Promontory Rd Tidal River Victoria 3960 Australia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar