tirsdag den 25. oktober 2011

Great Alpine Road etape 1: På pub med en Midgormsorm


Fridas feber var faldet fra 38,7 til 37,7°C så det var en god nyhed efter en nat hvor Frida lå i uafbrudt mælkedrop. Så Frida var næsten gået fra regnorm til den midgormsorm vi kendte! Hun var så frisk at vi fik vandret hele to tracks på henholdsvis 600 m og 1 km. På disse tracks fik vi dog set en masse fin natur og strande. På Squaky Beach knirkede sandet på en meget særlig måde, hvilket var meget pudsigt.

Vi kørte derudaf og planen var ca 200 km, for at skåne den tapre Frida. Da vi nåede det planlagte mål kl. 15 var stemningen sådan lidt for storcenter-forstads-agtig. Så, som et par ravneforældre valgte vi at tage hul på Great Alpine Road og køre 20 km til nærmeste by. Der fandt vi hvad vi ledte efter: et hotel i slidt stil med tilhørende pub. Vi gik ind med puslingen på armen og blev mødt af en flink med halvfuld bartenderinde. Hun fortalte meget som vi ikke forstod, men vi endte med at forstå at hun ikke havde nogle rum ledige/klar, så vi kørte videre rundt i byen men fandt intet. Så kunne vi vende om eller tage 50 km på bjergveje. Vi valgte det sidste.

Vi håbede på at finde noget i Ensay, men eftersom guidebogen oplyste at man kunne køre igennem byen uden at opdage den, hvis man kom til at blinke med øjnene, var vi ikke så forventningsfulde. Vi kom til Ensay. Vi kørte slukørede ud Ensay. Men hov! Efter 1/2 km var der et skilt til Little River Inn!

Der kørte vi ind. Vi fandt en pub med en tyk mand med fipskæg bag disken og tre kunder i baren. Masser af billeder af de lokale sportshelte og skovhuggere på væggen.

De havde et rum. Et fint et med tykt gulvtæppe og en stor sprække under døren, flodvamd i hanen og elektronisk varmetæppei sengen :-) Lige hvad vi havde brug for.

Nu har vi netop fået lidt øl og en burger og snakket lidt med de lokale skovhuggere, hvor en af dem naturligvis havde en Farfar fra Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar